M-Tac Multitool Type 1

Anmeldelse af multitool: Købt for egne penge, der er intet samarbejde med M-Tac.

Min EDC-taske er en sort Mil-Tec Assault Pack med masser af MOLLE. Det har taget 12 års daglig brug at slide min grønne Tasmanian Tiger Daypack op. Den har klaret ture til udlandet, felten, overnatninger og været skoletaske. Fantastisk rygsæk.

Jeg har en del stumper i min 'nye' sorte skoletaske fra Mil-Tec. Jeg stod og manglede nogle forskellige småtasker til organisering og bestilte derfor fra M-Tac. M-Tac er et ukrainsk firma, der laver billigt grej i rimelig kvalitet. Det kan vel sammenlignes med Mil-Tec, som er udmærket mid-tier grej (især blevet bedre de seneste år).

M-Tac har lager i Polen og kan derfor sende deres stumper i EU ganske billigt – og da jeg gerne støtter ukrainere, når det er muligt, så handlede jeg derfra.


Multitool Type 1
Jeg smed et Multitool Type 1 i kurven. Når noget koster 120 kroner, så er det næppe meget mere værd – så jeg ville afprøve det. De sælger mange forskellige multitools, men egentlig virkede Type 1 som den bedste EDC, man kan få: tang, kniv, sav og bitsæt – så kan man løse det meste.

Ergonomisk er multitool’et noget hårdt at bruge. Det er lidt klodset i hånden, hvor f.eks. Leathermans metal er mere afrundet og slankt.

Firmaet sælger mange multitools, men jeg synes, mange af dem mangler vigtige værktøjer. Jeg er af den holdning, at et multitool kun er noget værd med et bitsæt – ellers er en foldekniv og en mindre tang lige så meget værd.


Test
Hvis der skal skrives om grej, så skal det være brugt. Jeg har lige renoveret hus og satte mig for at bruge multitool’et dagligt og til alle mulige opgaver. Derfor er det blevet brugt hver dag igennem halvanden måned, og det har virkelig fået tæsk.

Kniven holder fint og kan nemt slibes op igen med en billig knivsliber. Jeg har skåret snor, tape, plastik og gipsplader. Gipsplader dræber knivens skarphed hurtigt – det gør gips ved alt.

Tangen har flået utallige rawplugs, søm og skruer ud. Wirecutteren er ikke helt så stærk som ønsket. Den har klippet mange ledninger, men har problemer med tykkere ståltråd.

Bitsene er af rigtig fin kvalitet, og der er en god samling af forskellige bits. Men her er en af Type 1’s designmæssige udfordringer: Bitholderen passer hen over en firkantet pal i tool’et. Og det giver ingen mening at have et “værktøj”, som kun er til bitholderen. Den kunne lige så vel have passet over en Phillips-skruetrækker (som Leatherman har på sine ældre modeller).

Bitsene i sig selv er hele multitool’ets værdi værd. Hvis du har et ældre Leatherman multitool, kan du købe en “bitset conversion adapter”, så du kan bruge Leathermans bits på ældre tools. Sættet er ret dyrt, og du kan faktisk købe tre styk Multitool Type 1 for samme pris – og bitholderen passer på ældre Leathermans. Desuden passer standardbits perfekt i – hvor Leathermans egen bitholder kun virker til lidt mindre bits.

Dåseåbneren har jeg brugt som brækjern. Den kunne fjerne 200+ 8 mm klips, skudt ind i hårdt træ. Dåseåbneren bukkede til sidst, men der er intet at sige til det, efter at den har fået vrid og vrik i den tynde retning. Jeg kunne nemt rette dåseåbneren med en flad sten, men den har ikke styrke på den svage led mere – den virker dog stadig fint som dåseåbner. Det er imponerende holdbart.





Sammenfatning
M-Tac Multitool Type 1 er virkelig meget for pengene. Det er af god kvalitet og kan klare mange tæsk. Som EDC vil det være et glimrende værktøj til typiske multitool-opgaver. Der er ingen grund til (som jeg gjorde) at bruge det til alt – når man egentlig har det rette grej ved siden af. Men det var jo en test.

Bitsættet løfter tool’ets værdi i sig selv.

Bæltetasken, der følger med, er noget tyndt skrammel og totalt ligegyldig. Køb en anden lille pouch til dit tool.

Bliver det mit primære multitool over min 20 år gamle leatherman med bitsæt? Nej. Er det fint at have liggende ekstra i handskerummet, at give til ungerne som deres første - helt klart.

M-Tac lader kunderne vurdere deres produkter fra 1–5, så det gør jeg også her. Når man vurderer kvalitet, skal man gøre det realistisk. Til prisen giver jeg multitool’et 4 ud af 5 stjerner.

Hvorfor mangler den sidste stjerne?
Fordi der er enkelte designpointer, som ikke hænger sammen med prisen. Bitholdepalen er tåbelig, når den kunne have været en skruetrækker. Kanterne er for hårde, hvor de lige så godt kunne have været rundede – så man ikke behøvede handsker så meget.

4 ud af 5 stjerner


Om M-Tac
Til gengæld er jeg nødt til at kommentere M-Tacs anmeldelsespolitik. De lader brugere anmelde deres køb og opfordrer til det i en mail. Det har jeg gjort. Jeg har givet produkterne mellem 4 og 5 stjerner og skrevet anmeldelser som denne.

4 stjerner er en god og fair anmeldelse. M-Tac godkender dog ikke anmeldelser, der kun giver 4 stjerner. Til gengæld kan man se mine anmeldelser af produkter, jeg har givet 5 stjerner. Det virker på mig helt fjollet, hvis man ikke vil vise respons, så skal man ikke spørge om den. 

Kommentarer

Populære opslag