Dagtaske - brødtasken

En dagstaske til alt

Det står beskrevet i mange af de der bushcraft-bøger (og mange af dem indeholder jo det samme), at man skal have sig en skråtaske, dagstaske – en "altid-ved-hånden"-taske.
Jeg har brugt min Tasmanian Tiger daypack i mange år til det hele: skovture, skoletaske, weekendtaske osv.

Skift til oldschool-stil

Som en del af mit projekt oldschool (skift alt ud med oilskin, kanvas, læder og pels), ville jeg have en ny dagstaske.

Jeg har derfor købt en mindre brødtaske i kanvasstof, som blev brugt af forsvaret i gamle dage og senere doneret til civilforsvaret. Den hedder en brødtaske, fordi den blev brugt til de daglige rationer – dengang det var brød og smør.

Tasken koster små 75 kroner ved Militærbutikken.



Opgraderinger i læder

Stroppen til tasken var ret lille, så jeg har syet en ny strop af læderrester. Den strop viste sig dog også at være lidt for kort, så jeg har forlænget den med et bredere stykke syet af koskind og læder. Jeg har også syet et par D-ringe på stropperne, så jeg kan hægte min lanterne eller andet udstyr på.

Forsøg med valnøddeskaller

Jeg forsøgte i efteråret at farve tasken med valnøddeskaller. Jeg kogte den i flere timer sammen med valnødder. Væsken blev helt mørkebrun, nærmest sort. Desværre må der alligevel være en del kunstmateriale i det gamle webbing, for farven har ikke rigtig villet hænge ved. Så tasken må nok bare få sin farve gennem almindelig patina.

Pakningen til en dagstur

Størrelsen på tasken er virkelig god. Jeg har med succes kunnet pakke følgende i den: Pathfinder-flaske (drikkedunk, hobostove, låg), optændingsmateriale, en tør pastaret, lidt førstehjælpsgrej, UCO-mini-lanterne og dolk.

I en anden blog vil jeg vise tasken pakket og pakket ud – med hvad der kan være i til en fin lille endagstur.

Kommende opgraderinger

Jeg mangler stadig at lave et par ekstra opgraderinger på tasken. Jeg vil sy stropholdere i bunden, så jeg kan spænde min plash-palatka fast. Det er også planen at sætte en mindre strop på forsiden, så jeg kan have min lille snitøkse siddende dér.


Kommentarer

Populære opslag