Juniture i skoven

Min søn havde fødselsdag for nylig, og han har talt om, at han gerne ville sove i skoven. Vi har ikke været så meget afsted i hans opvækst. Tilfældigvis dukkede der et godt tilbud op i mit social media-feed: en Asivik sovepose og liggeunderlag til børn. Især soveposen gav mening – børn holder bedre på varmen, når posen ikke er alt for lang.

Tingene var slet ikke brugt – købt til et barn, som aldrig blev spejder – og kostede en tredjedel af nyprisen. Straks han havde fået stumperne, tog vi derfor i skoven.

Hvis han vokser hurtigt, så kan tingene nok videresælges for ca. det samme senere.


Hold det simpelt

Jeg tror, at planlægning, logistik, travlhed og lignende forhindrer mange ture i skoven. Så planen for mig var: afsted efter aftensmad, omkring sengetid. Op næste morgen og hjem igen. Det passer nemt sammen med resten af familien.


Regnvejr og første overnatning

Første overnatning var regnfuld. Det regnede faktisk under opsætningen og hele natten. Jeg fandt et væltet træ med en god bue – den ene ende holdt op ad et træ, og den anden ende med en simpel trefod. Underlaget var blød efeu.


Det blev vel tættest på en klassisk A-frame. En DD Hammock 4x4 tarp over, helt lukket i den ene ende. Teltflage fra det engelske forsvar på jorden, så vi havde noget tørt at ligge på. En UCO Mini-lanterne gav et hyggeligt lys.

Drengen havde en fest: ind i hulen, ned i soveposen og så kværne nogle chips, mens vi lyttede til lydbog.

Han sov hele natten og holdt fint varmen. Jeg vågner let og havde en fed oplevelse midt om natten. Klokken ét, det regnede stadig, lanternen lyste stadig svagt – og en nattergal sang udenfor. Det var sgu mega fedt.








Hjem igen – og så afsted igen

Næste morgen pakkede vi sammen, tog hjem, tørrede stumperne og spiste morgenmad indenfor. Drengen havde en fest og ville afsted igen weekenden efter – så det gjorde vi.


Bivuakbygning og tarp-eksperimenter

Denne gang slap vi for regn under opsætningen, så drengen var med til at bygge bivuak. Egentlig ville jeg lave det klassiske “tarp-tent”, hvor man bruger én teltstang i midten. Det virkede dog ikke – setuppet drillede mig, og jeg har ikke prøvet det før.

Heldigvis er DD Hammocks tarps fede at arbejde med, og 4x4 giver rigeligt med plads. Så vi fik alligevel bygget et solidt telt med to teltpæle:

  • En pind inde i bivuakken, der samtidig holdt Feuerhand-olielanternen

  • En pind ved indgangen, støttet af en bardun

Jeg har en opsprættet tennisbold i tasken, så en kæp ikke skraber hul i min tarp. Snoren, jeg har skåret til barduner, kan nemt rulles sammen og gemmes inde i tennisbolden til næste gang. Jeg har tjæret bankline med i dagstasken til sådan en lille tur. 








Anden overnatning – mere regn, men tørt og godt

Udover det var planen den samme: ud i skoven ved sengetid og hjem næste morgen. Igen fik vi regnvejr om natten, men tarp-setuppet virkede super fint. Vi blev ikke våde, og der var rigeligt med plads til en tur, inklusive madlavning og mere grej.

Endnu en fed oplevelse.


Videre frem – lidt ad gangen

Planen er at bygge på – lære knægten lidt ad gangen, sætte noget madlavning på, lave lidt bushcraft og gøre turene større, når der er mulighed. Men i første omgang er det fantastisk nemt bare at bygge et hurtigt shelter og sove.


Kom med i fællesskabet

Vil du snakke udeliv og bushcraft? Så hop ind på Discorden og deltag.
Vi skal have medlemmer for at bygge et godt dansk community op. Alle input er velkomne – intet er hugget i sten.


Kommentarer

Populære opslag