Tornyster - del 1

Så blev der lige lidt tid til at skrive om et andet grejprojekt, jeg er i gang med – et tornyster.

Ideen fik jeg, efter at have misset en sindssygt billig Helikon-Tex bushcraft-rygsæk med nogle lækre detaljer. Den var tåbeligt billigt til salg og jeg nåede ikke at købe den. Og så har jeg naturligvis gloet på de dyre Frost River-tasker og drømt lidt om dem - men jeg er ikke så rig på penge.


Udgangspunktet

Jeg har handlet en stak gammel dansk militærbasis. Det danske forsvar havde – fra slutningen af Anden Verdenskrig og helt frem til 1980’erne – et slags Frankenstein-system af aflagte tasker fra USA, England, Sverige og Tyskland.

De her stumper kan ofte fås rigtig billigt. Jeg har købt:

  • En stor rygsæk

  • Nogle universaltasker (også brugt som patrontasker, m.m.)

  • Og endnu en billig brødtaske

Jeg har også haft nogle andre tasker købt, som ikke passede i setuppet – de er solgt videre igen.




Hvad er planen for tasken?

  • God plads og holdbar for evigt

  • Gøres vandtæt med voks

  • Masser af remme til påspænding af plash-palatka, skind og uldtæppe

  • Løsninger, så tasken eks. nemt kan bære en økse og lanterne


Konstruktion og syning

Til at starte med befriede jeg diverse tasker for remme og spænder, der ikke passede ind. Jeg vil hellere have spænder og remme i læder, som er lavet til det, de skal bære.

Det hele er syet med vokset tråd – noget rigtig stærkt noget. Syningerne mellem taskerne er ikke pæne – der er ikke meget plads nede i sådan en taske, og webbing-kanvas er dødhamrende hårdt at sy i. Jeg brugte en teknik, der minder om saddelsting, så det hele er dobbelt. Mange steder måtte jeg bruge tang for at trække nålene igennem. Der knækkede også en del nåle undervejs.




Taskerne og deres formål

  • Den ene sidetaske er syet på med et "spor" ned i midten. Øverst er syningerne ekstra stærke. Tricket er, at min økse kan gå hele vejen ned igennem og hænge stabilt på siden.



  • Den anden sidetaske har en lukket bund, hvilket skaber en ekstra lomme mellem hovedrummet og sidetasken – perfekt til at holde min foldesav fra Robens.



  • Fronttasken er syet på samme måde som sidetaskerne. Her har jeg lavet en økseformet kanal, så jeg også her kan have en økse siddende sikkert fast.



Uden at have målt noget som helst var det en fed overraskelse, at min Pathfinder-flaske med hobostove passer perfekt ned i en sidetaske. Det er helt genialt. Under den kan jeg have nogle fyretørrede rester eller en lille bøtte med sprit til trangiabrænderen.





Hvad mangler stadig?

  • Skulderstropperne skal sys af læder, skind og tæppe

  • Der skal stof til snøring øverst i det store rum, så det kan lukkes tæt

  • Nogle remme til at spænde sovegrej på

  • En karabinhage til at holde Feuerhand-lanternen 

Som altid er du velkommen til at snakke grej, bushcraft, udeliv osv ovre på Discorden. Den er ikke bare min, den er for alle med interessen.

Kommentarer

Populære opslag