Skoven i juli: Kvashegn, pil og åen
Den skov, jeg har fået lov at gøre med, som jeg vil, ligger dejligt privat. Skoven er på den ene side afgrænset af en å. De sidste 20 år er skoven ikke rigtig blevet holdt – kun delvist. Så der er samlet grene og kvas i store bunker, som ligger tåbelige steder.
Fordi jeg skal bo i skoven for evigt, kan jeg kaste mig ud i alle de projekter, jeg vil. Det første år her har jeg sat mig for primært oprydning og køkkenhave. Køkkenhaven skal der ryddes til og klargøres i efteråret, så jeg har en til næste sæson. Imens rydder jeg op i skoven.
Næste år skal der så bygges shelter, permanent lejrplads og alt, hvad jeg finder på der.
For et par dage siden hørte jeg ravnen da jeg var ude og gå morgentur. Det var sejt. Jeg håber de flytter ind permanent.
Kvashegn
Skoven er allerede dejligt privat, og her kommer ikke andre forbi. Der er kun to mindre støjgener – ikke noget, der smadrer noget – men det er de eneste, der er. Udluftningen fra en stald kan høres i nogle dele af skoven, og biler kører forbi på vejen i ny og næ.
Jeg var heldig at finde ca. 120 stolper, trykimprægnerede på 240 cm, til meget billige penge. De har lige fået et lag tjære med linolie i bunden og så et lag tjære efterfølgende. Så skulle de gerne holde en god håndfuld år ekstra nede i jorden.
Jeg har lavet et stykke hegn, hvor stolperne ikke har fået tjære – for at have et sammenligningsgrundlag om nogle år.
Med en pælehammer har jeg banket dem i jorden i ca. 70 cm breddeafstand langs kanten af skoven. Fra de forskellige opholdssteder bygger jeg hegn i luftlinje mod stalden. Ligeledes er snart halvdelen af skovens kant mod offentlig vej dækket af med kvashegn.
For det første elsker jeg privatlivet. Men vigtigt er også, at hegnene gør lige så godt for fugle og kryb som bunker i skoven – og det dæmper (den minimale) støj. Det er faktisk interessant at stå med hovedet over hegnet og så dukke sig under – der høres tydelig forskel.
Efterhånden som kvaset falder sammen, og jeg fylder mere på, bliver det spændende at se, om de bliver mere og mere effektive.
Pil
Som en opgradering af huset bygger vi ny port og noget andet indhegning til hundene. Jeg gider ikke store plankeværker, men metalhegn er heller ikke så pænt. Jeg har klippet en masse pil fra en mark, efter aftale med renseanlægget. Pindene skal flettes ind i metalhegnet for at gemme det lidt. Forhåbentlig kravler der også efeu op over det med tiden.
Selvom årstiden egentlig ikke er til det, eller forberedelsen (lad pilen lave skud i en spand osv.), har jeg alligevel sat enderne fra alt det plukkede pil forskellige steder på grunden. Sommeren er rigeligt våd, så forhåbentlig slår noget rod.
For at gøre mig mine egne erfaringer har jeg både klippet pil i små grene og stukket i jorden, men også bare prøvet med hele toppe. Så det bliver spændende at se, om det får fat. Noget er sat ved åen. Noget er sat i 'huller' i skovkanten. Noget har jeg sat langs kvashegnene (så det måske vokser op og bliver til naturlige stolper).
Hvis hver eneste gren viser sig at fejle, så var det heldigvis meget begrænset tidsspild og ikke noget mærkbart muskelkraft.
Åen
Den har engang været afvandingskanal, men er nu slynget igen flere steder. Kommunen har lavet gydepladser flere steder langs åen og sætter fisk ud for at få mere liv i den. Det er jo vildt fedt. Så på mit stykke af åen skal der gøres, hvad jeg kan, for at gøre den bedre.
Når jeg kommer forbi en genbrugsplads, smider jeg, hvad jeg kan, af marksten i bilen. Planen er at sætte sten mange steder langs kanten: små vandfald, vinkler med og imod vandløbsretningen osv. Så der kommer mange forskellige gennemsteder og hastigheder på vandet.
I første omgang har jeg lavet et mindre vadested til tørskoet overgang – og det har givet lyden af vandrislen på stedet. Her er nemlig både en god siddeplads og et glimrende klatretræ.
Discord – og langsom SoMe
Husk, du er meget velkommen på Bushcraft og Udeliv – Danmark, Discord-serveren. Det er et forsøg på at lave noget socialt medie, der går langsommere og er mindre rodet end Facebook.
Du kan komme ind på serveren her.
Kommentarer
Send en kommentar