Tarpology - 4x4 DD Hammock

Overnatning i barndomshjemmets have

Hen over sommerferien har jeg besøgt familie andre steder i landet, blandt andet i mit barndomshjem. Det er jo altid en oplagt mulighed for at sove udenfor. Vi lavede et klassisk diagonalt setup. Jeg er stor fan af det her setup, fordi der er så god højde til at sidde op i shelteret.

Det er også en lækker detalje, at man ikke behøver mere end ét enkelt højt fikspunkt – i denne omgang et stort birketræ.

Jeg købte mig i sin tid en 4x4 tarp, fordi den dukkede op meget billigt og aldrig var brugt. Jeg er blevet større og større fan af at have den ekstra størrelse. I det nedenstående setup er hjørnerne af tarpen lagt ind i shelteret – perfekt, hvis det havde regnet en hel masse. Med en lille rende omkring shelteret og foldet bund kommer der ikke noget vand ind.

Små tricks i setup’et

Midten af shelteret har lige fået en pind med en tennisbold i enden. Bolden ligger sammen med min tarp – det beskytter den fra punktering. Samtidig bruger jeg bolden som opbevaring til alle mine bankline-stumper (barduner osv.).



Et lille trick ved åbningen af shelteret: Der er dejligt mange bindehuller på DD Hammocks tarp, så med et lille stykke snor er toppen lige spændt sammen. På grund af pinden indeni shelteret giver den lille sammensnøring rigtig meget spænd hele vejen ned langs shelterets sider. Selvom det ikke blæste meget denne overnatning, kunne man stadig mærke forskel på blafren i shelteret med den lille snøring.


Bundeswehr-tæppe

Efter tidligere at have frosset med et civilforsvarstæppe, har jeg netop handlet mig et nyt. Jeg troede, der var højt uldindhold i CF-tæpperne, men jeg har nu lært, at det svinger mellem 30–70 %. De er vævet af skrald, og de er ment som nødtæpper.

Derfor har jeg købt et stort Bundeswehr-tæppe. Det måler 200 x 220 cm, så det er godt stort til dobbelt lag. Det er nyt (de har lavet virkelig mange i den hær), og det er 100 % uld.

Underlag med siv og skind

Tæt på overnatningsområdet er der et stort marskområde. Det tog ingen tid at hente et stort læs siv – jeg fyldte min shemagh med et stort bundt. Det virkede glimrende med rensdyrskindet, men at tage to læs havde været bedre. Med to lag tror jeg, det havde været tilstrækkeligt blødt.

Men denne kølige sommernat var ét lag og rensdyret nok til, at jeg ikke mærkede noget kulde fra jorden. Tæppet viklede jeg rimelig stramt om mig og kunne fint sove igennem natten uden at fryse – selv uden at sove med tøjet på.



Erfaringer fra turen

En glimrende lille overnatning. Gode erfaringer:

  • En 3x3 tarp er stor nok til 2 personer. En 4x4 tarp giver så mange flere muligheder, men vejer ikke meget mere.

  • To fyldte shemagh-underlag er nok til god blødhed. Ét læs er en tand for lidt.

Husk: Man behøver ikke langt væk for at nyde naturen. Man behøver ikke være ude i mindst 24 timer for at have en tur. En overnatning er fedt nok – selvom aftensmad og morgenmad omkring sovning nydes indenfor. Vi nyder naturen, som det passer i familielivet.

Discord Community

Vil du have langsommere SoMe? Vil du gerne have lidt online community? Kig ind på Bushcraft & Udeliv – Danmark. Discord er gratis, reklamefrit, og vi kan selv bygge vores community.

Kommentarer

Populære opslag