Grejbæltet og ny bæltetaske



Bæltet

Sammen med skråtasken har jeg altid samme grejbælte på, når jeg er i skoven. Bæltet er gammelt, lavet helt tilbage i folkeskolen. Jeg har planer om et nyt, bredere bælte i kraftigere læder. Når jeg er afsted, er bæltet spændt udenpå uldanorakken, skjorten eller hvad jeg nu har på.

Det er bare meget mere belejligt at have et basisbælte med stumper på, end at hænge det i buksebæltet fra gang til gang.


Bæltet frem til i dag

Der er altid forskelligt yndlingsgrej i bæltet, men for tiden har det set sådan her ud:

Condor Bushlore-kniv med ildstål. Skeden er lavet af Søren Topholm fra ST Leatherworks. Det er en dolk, jeg har haft i mange år og brugt meget. Stålet er ret blødt, og vel ikke det, man kan kalde bedste kvalitet. Men dolken er let at slibe skarp i felten.

Et ekstra ildstål, fordi jeg fik det med til læderskeden i sin tid.

Sidst sidder der en dobbelt patrontaske. De er serbiske, af kvalitetslæder og kostede ikke ret meget. De fås både i en enkelt og en dobbelt udgave. Jeg kan især lide, at det er med sadelknapper, som ikke går i stykker over tid.

Taskerne er fine til småting, men egentlig lidt for små. Jeg plejer bare at have ildgrej i den ene: lighter, optænding, tændstikker. I den anden er der små metaldåser fra Lidl (deres pastildåser er fantastiske). Den ene har smertestillende. Den anden har plaster.




Ny taske

Jeg har altid øjnene åbne i genbrugen. Jeg kigger efter læderbælter og lædertasker. Ofte er bælterne for små og taskerne måske ikke brugbare. Men det er en rigtig billig måde at få lædersnøre (flettede bælter), spænder, D-ringe og låse. Meget billigere end at købe nyt.

Tasken kostede 15 kroner. Den er lækkert, mørkt, tykt læder — virkelig god kvalitet. Indeni er der fem rum. Tre af dem kan lukkes med lynlås, så det er helt genialt.

Opgraderingen af tasken var ret ligetil. Jeg klippede et par små remme fra et genbrugsbælte og nittede dem sammen med et par karabinhager. Hagerne er jo altid gode at have, så selv hvis tasken ikke skal være i bæltet, kan der hægtes noget andet i karabinerne.

Remmene fik lige en smule brun narvsværte — det pynter gevaldigt.



EDC og mere til

Nu forsøgte jeg bare for sjov at stoppe mere end rigeligt i den nye taske. Der kan virkelig være meget — og mere end jeg kom i her.

I en lynlåslomme er der dåserne med plaster, piller og bilnøgle (altid godt at den er lynet inde).

I en anden lynlåslomme er tændgrej: dåse med optænding, lighter, tændstikker og plads til overs.

I den sidste lynlåslomme er der Fällkniven-slibesten og en Opinel nr. 7.

I de åbne rum er der plads til dåser med kaffe, te, sukker og mælk. En ske. Økseslibesten fra Hultafors.

Det er jo mere end rigeligt. Økseslibesten er sjældent med på tur (øksen vedligeholdes hjemme). Kaffetingene plejer at ligge sammen med det lille kogegrej i skråtasken. Pointen er — der er meget plads.





Chaga!

Og så var jeg sgu heldig at finde chaga på en tur med den lokale naturvejleder. Vildt lækkert fund. Jeg gav halvdelen til vejlederen. Jeg har aldrig drukket chaga-te, så det bliver spændende at prøve.




Discord

Husk at du er meget velkommen på Discord-serveren Bushcraft & Udeliv - Danmark. Der skal bygges et community væk fra de store SoMe-platforme.

For at bygge den op er der giveaways engang imellem. Kig ind, deltag og vær med.



Kommentarer

Populære opslag