Uglekasser og brændeskure
Der sker da lidt på det lille husmandssted
Faktisk sker der en masse – vi er udenfor hele tiden.
Den gamle ejer af huset tog alt sit brænde med herfra, så vi har måttet samle en masse nyt. Vi har og klarer os fint med smågrene fra skoven, halvrådne nedfaldsgrene og lignende. Samtidig har vi fået fældet, savet og kløvet flere selvdøde træer. Det er sorteret i tørt, næsten tørt og vådt.
Men indtil videre er jeg dybt imponeret over, hvor godt vi kan klare os med bare grene. Det tager 20 minutter at få fyldt brændekurvene, og det er brændsel nok til halvanden dag – men det er heller ikke frost endnu. Til den tid kan vi starte fyret, men det er nu imponerende, hvor godt en lille brændeovn kan klare sig.
Vi har lige bygget nogle ekstra brændeskure af resttræ fra byggeri og fundet bortgivet via Facebook. Med en gang tjære ser de jo vildt godt ud.
I det hele taget er legen med resttræ, kalmarbrædder, paller og tjære god øvelse til næste sommers shelterbyggeri. Jeg får testet nogle gode idéer af – både med brændeskure og carporte.
Uglekasser
Det er noget tid siden, vi hørte den første natugle herude, og senere kom der en ekstra til – så vi har et par.
Natugler bygger ikke rede, de finder steder – og dem er der ikke mange af.
Så vi har brugt en opskrift fra uglekasse.dk, købt en stor vandfast krydsfinerplade og lavet fire uglekasser.
Jeg havde noget murerpap liggende fra renovering af huset; det er vandtæt, så det er blevet brugt som tagbeskyttelse. Kasserne er malet med træbeskyttelsesmaling og hængt op med kraftig rustfri hegnstråd – så forhåbentlig kan de hænge i mange år. De er foret godt med savsmuld.
Det giver godt nok noget rystende ben at klatre op ad en stige i syv meters højde, men det er gerne så højt, kasserne skal op – med fri indflyvning. Jeg har været skoven rundt og fundet fire perfekte træer.
Kasserne hænger øst/sydøst vendt (for beskyttelse mod regn og blæst). De har afskårede grene foran, som uglen kan sidde på, og der er mindst fem meter – eller helt åbent – foran kassen.
Skoven er måske lang nok til at holde to uglepar med lidt held. Men ellers bliver de andre kasser bare brugt af egern, duer eller måske falk.











Kommentarer
Send en kommentar