Anmeldelse: Asivik handsker og billig liner
I lang tid har jeg brugt de sorte læderhandsker fra Forsvaret, de forede okseskindshandsker. Det er nogle fine og holdbare handsker, men foret er varmt, så de fungerer rigtig dårligt som arbejdshandsker om sommeren. Jeg er heller ikke helt afgjort med, om elastikmanchetten er god eller dårlig. Den er lidt i vejen for ærmerne, til gengæld kommer der ikke snavs i handsken.
Jeg faldt over et par Asivik (Spejdersports eget mærke) læderhandsker for 2 år siden. De kostede 100 kroner til Black Friday. Normalprisen er 150 kroner.
Mine handsker har været brugt rigtig meget de sidste par år og til langt mere end “bare” bushcraft. De er naturligvis brugt til at beskytte fingrene ved snitteri, de har ordnet varme ting ved bålet og beskyttet hænderne ved trækløvning.
Men de har også overlevet som arbejdshandsker til alt mit andet arbejde: bygget stengærde, fjernet et brombær- og rosenkrat, revet gamle bræddevægge ned, gravet med dem i jord, da jeg lavede carportfundament.
Nu er der begyndt at vise sig lidt små huller. Der er kommet et lille hul i den ene finger. Det kom i slåskamp med en kæmpe rosenbusk.
Pleje
Mine handsker har jævnligt fået pleje. Hver gang jeg har ordnet læderarbejde, har handskerne fået rester af narvsværte og olie. Eller de har fået en god håndfuld læderfedt og bare gnidet hænderne mod hinanden. Især efter en omgang i jord er de helt tørret ud. Så børster jeg bare det meste jord af, banker handskerne godt sammen og gnider dem godt med fedt.
Mangler – som fikser nemt
Handskerne mangler en snørrering eller en løkke til en karabinhage. Jeg har bare nittet en lille strop på hver handske, så jeg kan hægte dem på en karabinhage. Så kan de altid hænges i en bæltestrop, på anorakken, på skråtasken eller lignende. Jeg sætter d-ringe på alt grej af netop den grund.
Er du totalt uden evner i læderarbejde, så er det også nemt nok at binde en lille snor i (der er et lille hul til det indeni handsken).
Linertricket
Noget jeg er ekstra glad for ved handskerne her er, at der er fin plads indeni dem. Jeg bruger en størrelse 10, de sidder rigtig fint på mine hænder (der er elastik i skindet på håndryggen). I dagligvarebutikker (jeg fandt mine i Rema 1000) er der tit billige akryl-børnehandsker. De der som ikke varmer ret meget, men som til gengæld er kolde og våde med det samme. Jeg har handlet en masse par til 10 kroner pr. styk.
Tricket er, at de udvider sig fint, selv til min voksenhånd. Alternativt kan man lige klippe hul i fingerspidsen – så passer de. Som kombination virker tricket bare virkelig godt. Som liner er de her små handsker perfekte. De passer ind i læderhandsken og giver pludselig en rigtig god varm handske, fordi læderet er vind- og vandtæt. De beskytter også hænderne ekstra, når jeg for eksempel bruger min pælehammer. Så virker det bedst. Bedre end de billige gummibelagte arbejdshandsker (det gnider træls) eller store løse arbejdshandsker (gnaver).
Jeg holder øje med tilbud, så jeg kan handle mig et par til reserve. Det er en virkelig god handske for meget få penge.
Det er efter min overbevisning et eksempel på, hvor pris og kvalitet ikke hænger sammen, fordi kvaliteten er så høj. Jeg kunne da også godt tænke mig nogle enormt lækre og dyre handsker, men alt grej kan jo slides op. Jeg er sikker på, at selv meget dyre handsker kunne slides op med den mængde hårdt og kantet arbejde, jeg har lavet med dem. Og jeg skåner aldrig mit grej – “de her handsker er kun til mine bushcraftture” – nej, mit grej bruges i min hverdag, og min hverdag er praktisk.
Husk som altid
Kig over på Discorden.
Del billeder af og diskuter grej. Snak ture i det fri, del tips og tricks. Kig på andres bålmadsopskrifter. Det handler om bushcraft og udeliv, det er på dansk, og det er for alle os, der vil lidt væk fra de helt store platforme.









Kommentarer
Send en kommentar