Skede til robens foldesav
Grejbæltet – endnu en opgradering
Grejbæltet skal til stadighed opgraderes. Forleden skulle jeg skære en masse træ i skoven, men manglede min lille foldesav flere gange. Det var jo lidt træls, så jeg besluttede at lave en hurtig skede til min Robens foldesav.
Jeg er virkelig glad for saven, og den har klaret sig rigtig længe. Faktisk har jeg aldrig haft noget fra Robens, der har skuffet. Saven koster små 80 kroner. Designet ligner de billige 35-kroners save fra Biltema og Harald Nyborg, men kvaliteten er uendeligt meget bedre.
Hvis den en eller anden dag dør, så handler jeg en fra Bahco eller Silky. Men for nu har den levet i flere år. De billige har det med at bøje i savbladet eller gå i stykker i låsen, men Robens spiller bare.
Skeden tog en enkelt aften på sofaen at lave, så det er jo ikke så slemt. Selv hvis jeg skifter til en anden sav, som ikke passer i den.
Skabelon
Jeg tegnede rundt om saven og klippede stykket ud. Derefter lagde jeg det på et nyt stykke papir, der var foldet. Jeg klippede skabelon to ud og tjekkede, at den rent faktisk kunne nå rundt om saven – det kunne den fint.
Klipperi, huller og kant
Jeg tegnede skitsen over på læderet og klippede den ud. Så klippede jeg huller i den ene side, foldede skeden og markerede hullerne igennem med en blyant. Derefter klippede jeg huller i den anden side, så de passede sammen.
Jeg bruger sjældent syl, og jeg har ikke en symaskine til læder. Så hulklipperen er fin, og det er også nemmere at sy igennem de lidt for store huller. Inden syning brugte jeg lige en kantskærer på hele skeden.
Syning
Skeden er syet med saddelsting og har fået en dobbelt tur, så den er godt stærk. Inden jeg syede skeden sammen, fugtede jeg lige læderet en smule for at give det lidt form rundt om saven.
Jeg har aldrig før forsøgt at tegne i læder, men jeg tegnede en ørn på noget bagepapir, fugtede læderet og tegnede ovenpå skitsen. Det lavede en lille markering i læderet. Jeg trykkede ørnen med en strikkepind og ridsede/prikkede den så med en syl.
Dangler
Jeg kan godt lide dangler-skeder. Især på arbejdsbæltet er det rart, at tingene kan bevæge sig frit. Når jeg bevæger mig rundt, sætter mig ned osv., så er der ikke pludselig værktøj, som stikker én i siden eller noget i den stil.
Så jeg nittede bare en lille strop på skeden med en D-ring. I D-ringen hænger en lille rem. På min dolk kan dangleren knappes af, men jeg har intet imod at skulle tage andre stumper af bæltet for at sætte noget andet rigtigt.
Det gode ved at nitte remmen er, at jeg ikke kommer til at rive knapperne op ved et uheld.
Status på arbejdsbæltet
Så her er det færdige arbejdsbælte, som det ser ud lige nu.
Hvad mangler jeg på bæltet?
-
Et nyt bælte, der er bredere og stivere
-
Et siddeunderlag / lårbeskyttelse til snitning











Kommentarer
Send en kommentar