Tordentur
Tur i slutningen af juni
Jeg havde planlagt en tur her i slutningen af juni. Jeg har bestilt en modifikation til regnslaget fra Bushcraft Spain, men da den ikke er kommet endnu, blev det med oilskin tarp. Lige nu er der hedebølge heromkring, så egentlig havde hængekøjen været glimrende – men jeg havde besluttet, at det var tid til at komme ned på jorden igen.
Shelter
Det er også skybrudssæson, og pludselig trak det op, og mit shelter blev derfor kastet op på ingen tid. En ridge line, den ene halvdel skrå og den anden halvdel åben – jeg ville gerne kunne kigge ud. Jeg havde pakket simpelt, kun to uldtæpper med, og fik hurtigt kastet noget tørt hø ind i shelteret som underlag, med et tæppe ovenpå.
Og her har jeg så gjort mig min første erfaring – der skal enten virkelig meget hø til eller sider på. Det bliver simpelthen skubbet ud til siderne, og så lå jeg på jorden. Ikke noget problem i forhold til varme – men noget hårdt for ryggen.
Tricket til den slags må være enten at have virkelig, virkelig meget hø. Ellers skal man have en pose med, eksempelvis sådan en billig, tynd sovepose-liner, og komme høet ned i. En anden mulighed kunne være at lægge to stammer, holdt fast med pløkker. Så høet ligesom er fanget imellem dem.
Jeg planlægger at sy mig en Kephart Roll, med plads til at smide hø (eller anden bedding) i.
Skybrud og torden
Omkring midnat kom skybruddet så og torden. Rigtig meget torden og lyn. Shelteret holdt, selvom det var sat lynhurtigt op. For sjov satte jeg gryden under det hjørne af tarpen, hvor mest vand rendte af, og den var fyldt op på et par minutter. Så der kom virkelig meget vand ned.
Det var også første tur, hvor jeg havde hunden med på overnatning. Han har ikke kunnet finde ud af det med hængekøjen. Men nu vi sov på jorden, ville han gerne være med. Han er ikke bange for torden, men rykkede tæt på. Det var en helt igennem fantastisk oplevelse. Lyn og torden startede igen for alvor klokken 5 om morgenen.
Hunden reagerer på lynet, inden jeg når at se glimtet. Det er ret sejt. Så lå vi i et shelter, der havde holdt os tørre hele natten, og kiggede på lyn og torden, mens morgenen gryede. En stor naturoplevelse.
Noget andet jeg bemærkede, da det begyndte at stå ned i stænger omkring midnat, var hvor længe det tog regnen at komme igennem løvlaget. Jeg kunne høre regnen i lang tid (og hunden sov udenfor shelteret), inden regnen kom igennem bladene.
Oilskin tarp
Og igen bliver jeg mindet om, hvor fantastisk en oilskin tarp er. Den ro, der er i sådan et shelter, i forhold til en lettere polyester tarp – den siger ingenting til sammenligning. Lyden af regnen er afdæmpet og hyggelig. Til gengæld var den noget mere træls at skulle folde ud og tørre, da jeg kom hjem igen.
Madlavning
Regnen gjorde, at jeg med det samme fik mulighed for at teste min nye brænder fra BCB med noget Fire Dragon-brændsel. BCB har lavet en rævesaks til det engelske militær. Den virker noget bedre end den danske. Blandt andet har den rum til sprittabletterne og vindskjold.
Jeg har købt den for at kunne lave mad inde i shelteret, når bål ikke er en mulighed. Og her var den perfekte mulighed for at bruge den. Når jeg lige har brugt den lidt mere, så skriver jeg en anmeldelse. Fire Dragon er fede tabletter. De lugter slet ikke og efterlader ikke sod. Jeg kogte kaffevand, stegte pølser, scramblede æg og varmede en bolle på en enkelt tablet – så det er bestemt godt.
Nu er det tid til at 3D-printe nogle beskyttere til æg, som letter pakningen lidt.
Ny taske
Jeg elsker genbrugspladsen, der er mange fede ting. Tjek lige denne her fede lædertaske jeg fandt, en skråtaske i tyk kernelæder. Det er mega fedt! Jeg ved ikke hvad jeg skal bruge den til endnu, men fed er den i hvert fald.
Afslutning
Det her har været en af de bedste ture, jeg har været på i rigtig lang tid. Jeg elsker simpliciteten, jeg elsker at have den oplevelse med min hund og i naturen. Det kan simpelthen noget helt specielt.
Hop ind på Discord serveren og deltag i et godt community.












Kommentarer
Send en kommentar